Hormonernes psykologi

dan-meyers-hluOJZjLVXc-unsplash.jpg

Når vi bliver stressede eller går i overgangsalder, så vælter hormonbalancen og pludselig skyller helbredsproblemerne ind over os. Det værker i kroppen, benene er stive om morgenen, skuldre, nakke og hoved gør ondt, depression og angst melder sig, du kan pludselig ikke magte almindelige hverdagsgøremål og sociale komsammener. Din livslyst og tro på dig selv skrumper ind, og tidligere tiders overskud og foretagsomhed er forsvundet som dug for solen. Din ubekymrethed og tro på, at alting ordner sig, er blevet vekslet til bekymringer om ALT. Helbred, økonomi, parforhold, børn, familie, klimaet, verdensfreden. Pludselig er intet, som det plejer.

Du leder måske febrilsk efter knappen på borger.dk, hvor man kan melde sig ud af samfundet. Du føler trang til at give det hele en strittende langemand - alle reglerne, det digitale helvede, vi er blevet slaver af. Nu drømmer du om at bo på en bounty-ø uden internetadgang og computer, hvor du kan sidde og flette kokosmåtter og stirre ud i horisonten, mens du lytter til græsset, der gror.

Jeg var 44 år, da jeg drog afsted til Canada for at leve en gammel drøm ud. Jeg skulle bo i et bjælkehus med udsigt ud over Stillehavet på den canadiske vestkyst, indsnuse den friske bjergluft og være omgivet af bjørne, pumaer og hvaler, være ét med naturen. At drømmen blev til en mareridt....det er en anden historie. Men trangen til at skride fra det hele var stor hos mig på det tidspunkt. Så stor at jeg gjorde det. Skred.

Panikalder eller overgang

Var det panikalderen, der havde ramt mig? Midalderkrise? Eller var jeg bare godt og grundig træt af rutinerne og havde brug for at begynde forfra, inden det var for sent? På det tidspunkt havde jeg stadig masser af energi og gåpåmod. Jeg tvivlede ikke på, at jeg bare kunne begynde forfra, hvis det blev nødvendigt.

Den ukuelighed skulle jeg miste fuldstændig, da jeg nogle år senere, bliver ramt af begyndende overgangsalder, som i sundhedsvæsenet blev tolket som stress. Udover kroppen gik amok, så var det som jeg fik smidt alt i hovedet. Mine sandheder om mig selv, de værdier jeg havde levet mit liv ud fra, den prægning jeg har fået gennem min opvækst, og det liv jeg havde levet op til mit 49. år. Det var i sandhed kaotisk, og i lang tid for jeg forvildet rundt i mit eget indre. Det lykkedes mig at rejse mig igen. Med hvad var det, der skete?

Det kan forklares ud fra de hormonelle forandringer, der naturligt sker i en kvindekrop, når vi ældes, og som påvirker alt i din krop og psyke. Det kan forklares psykologisk som den transformation, der sker for både mænd og kvinder midt i livet og kaster os ud i en regulær livskrise, når vi skifter ham og gøre os parate til en ny livsfase. Det kan også forklares ud fra et åndeligt perspektiv. Det er din sjæl, der kalder på dig, når du ikke er tro over for sig selv, og lever et liv, der er ikke er i overensstemmelse med den, du i virkeligheden er. Personligt hælder jeg til, at det er alle tre ting på én gang, der udgør overgangsalderen.

Hormonel bevidsthed

I så fald er det ikke nok, kun at se på kost, vitaminer, mineraler, hormon-tilskud og livsstil. Kigger man heilpraktikken (naturmedicin efter tyske principper) over skulderen, så taler man her om, at hormonerne har deres egen psykologi, og at ubalancer i forskellige hormonproducerende kirtler er påvirket af vores tanker og følelser. Særlige personlighedstræk og problemstillinger er således koblet til specifikke hormonproducerende kirtler i vores krop. 

Binyrerne er de kirtler, der sidder oven på nyrerne, og hvor kønshormonerne bl.a. bliver produceret, når æggestokkene stopper deres hormonproduktion i overgangsalderen. Binyrerne er også stedet, hvor vores stresshormoner bliver produceret, så derfor kommer de nemt på overarbejde i overgangsårene, hvorfor overgangsalder og stress er en rigtig dårlig cocktail.

Binyrerne er identitetens og frihedens kirtel. For at stimulere hormonproduktionen i binyrerne kan du med fordel arbejde med disse områder af dit liv:

  • Værn om din personlige frihed 
  • Øg dit selvværd
  • Føl dig accepteret og elsket af dig selv, dine venner og familie
  • Reager på hver eneste behovsfølelse, der opstår
  • Vær loyal over for dig selv
  • Gå den vej i livet, som er din
  • Arbejd med din personlige udvikling
  • Søg mod lethed, glæde og lyst
  • Opnå balance mellem det maskuline og feminine.

Kønskirtlerne står for basal overlevelse og handler om den grundlæggende fysiske og psykiske tryghed.  For at stimulere kønskirtlerne handler det om at drage omsorg for dig selv. Ret opmærksomheden mod:

  • Dine basale fysiske behov
  • Lyt til kroppens signaler og behov
  • Sørg for at dække disse behov
  • Hav til tillid til dig selv, livet og omverdenen
  • Sæt dig selv i centrum
  • Vær omsorgsfuld overfor dig selv - som en mor over for sit lille barn

Skjoldbruskkirtlen sidder foran på halsen og har med stofskiftet at gøre. Når kønshormonerne flytter på sig, påvirker det også hormonproduktionen i skjoldbruskkirtlen. Derfor får mange kvinder stofskifteproblemer i overgangsalderen. Men du kan stimulere kirtlen ved at have fokus på følgende:

  • Gør hvad der skal gøres nu. Skjoldbruskkirtlen er afhængig af handlekraft
  • Bliv en afslutter
  • Løs konflikterne første gang de melder sig, og lad være med at vente på, det sker af sig selv.
  • Opgiv passivitet og flugt fra problemer og konflikter

Bi-skjoldbruskkirtlen er ansvarlig for blodets koncentration af kalk, som igen har betydning for nervesystemets kontrol af muskler.  På det psykologiske plan handler det om balancen mellem at være selvisk og uselvisk. For at stimulere denne kirtlen, skal du:

  • Finde balancen mellem den sunde egoisme og at give til fællesskabet

Pineal-kirtlen, eller det tredje øje,  står for produktionen af søvnhormonet melatonin. Denne kirtel er forbundet med bevidsthed, udvikling og tro. Ubalancer i pineal-kirtlen kan hos mennesker ses som overdreven ansvarlighed, samvittighed skyldfølelse og seriøsitet. Følgende punkter skal i så fald have din opmærksomhed:

  • Bryd med fortidens illusioner. Erkend livet bliver defineret af dig selv
  • Søg mod lyset, så vil livet opleves lyst og og let
  • Livet er ikke, som det ser ud (ofte ser vi kun det, vi ubevidst frygter)
  • Du bestemmer selv retningen på dit liv.

Hypofysen, som sidder i hjernen, bliver også kaldt for dirigenten i hormonsystemet, og står for produktion af overordnede hormoner, der skal stimulere binyrerne, skjoldbruskkirtel og kønskirtlerne til at producere hormoner. Hypofysen er forbundet med kommunikation, samspil, kontrol og orden og disciplin, hvorfor det er af betydning at leve et liv præget af:

  • Orden
  • Selvkontrol
  • Samspil med andre
  • Konstruktiv livsførelse

Hypothalamus er ansvarlig for balance i hormonsystemet. Kirtlen er forbundet til vores limbiske system, altså den emotionelle del af hjernen. Hypothalamus er forbundet med visioner, kreativitet og muligheder. For at stimulere  denne kirtel, så er nøgleordene:

  • Tænk tanker, der skaber liv, kærlighed og vækst
  • Find løsninger og muligheder i stedet for begrænsninger
  • Tro på dine indre drømme og livsbilleder 

 Kilde: Livets hormoner, af Arvin Larsen, Holistisk Forlag (2005)

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar