Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ikke kunne være i stand til at arbejde. Og jeg har altid tænkt, at hvis alt andet glipper, så må jeg gå ud og vaske trapper. Men så kom godstoget - i form af en begyndende overgangsalder - og kørte den strategi i smadder. Jeg var sat skat-mat, og kunne nærmest ingenting. Jeg kunne i hvert fald ikke arbejde. 

For som om det ikke er nok, at kvinder midt i livet skal døje med alverdens bekymringer over krop og psyke, der pludselig ter sig, så har overgangsalderen for mange af os, også en økonomisk slagside, især hvis du bliver sygemeldt med stress, mister dit job, eller må gå ned i tid for at kunne klare at være på arbejdsmarkedet.

Jeg har siden min bog udkom i 2017 talt og skrevet med mange, mange kvinder. Og det sker af og til, at kvinder siger: 'Det er meget godt med alle dine forslag. Men jeg har ganske enkelt ikke råd til at investere i et batteri af vitaminer, gå til en alternativ behandler eller gå ned i tid.

Farvel til arbejdsmarkedet

Og jeg ved præcis, hvad disse kvinder taler om. Der er nu gået fire år siden, jeg selv blev overmandet af en voldsom, begyndende overgangsalder, mistede mit job og min indtægt, udover dagpenge, som jeg var lykkelig for fandtes, men som er svært at leve af, når man bor alene med et stort barn, som jeg gjorde på daværende tidspunkt. Jeg var heldig at have en far, der hjalp mig med forskuds-arv, så jeg kunne holde skindet på næsten, og ikke mindst beholde min bil. Den bil som også blev en slags livline, og gjorde det muligt for mig at bevæge mig ud i livet efter et års tid på sofaen. Men selv om man bliver raskmeldt af systemet, er det langt fra sikkert, at man er klar til at arbejde. Jeg har mødt flere kvinder, der har meldt sig ud af systemet, hvis de har en partner, der kan forsørge dem. Fordi de ikke længere magtede at skulle stille op til møder, job-prøvninger m.m. når de mest af alt havde brug for fred og ro. Sådan var det også for mig, men da jeg var blevet skilt nogle år forinden, var jeg nødt til at finde ud af strikke et helt nyt arbejdsliv sammen for mig selv. 

Fleksibel og selvstændig

Det blev et liv som selvstændig især på grund af fleksibiliteten, hvor jeg selv kan planlægge min dag, og tage en time på langs, de dage, der kræver det. Det passer godt til mit temperament, selv om det ikke giver den samme sikkerhed som et fast job, og så var det en måde at træne mig selv op til at kunne arbejde igen. Det var et skridt ad gangen, en fod foran den anden, og i starten på supplerende dagpenge, indtil de løb ud. I dag kan jeg arbejde igen, endda mere effektivt end tidligere, fordi jeg har gjort op med tidligere tiders behov for perfektion. Men det tog mig lang tid at forstå og ikke mindst acceptere at, jeg ikke  kunne vende tilbage og fortsætte mit arbejdsliv, hvor jeg slap. Jeg måtte lære, at:

• Jeg ikke længere havde råstyrken til at arbejde på den samme måde som tidligere
• Et stort behov for at kunne hvile mig og holde pause
• Behov for at kunne arbejde uforstyrret
• Behov for at lave det, jeg er allerbedst til
• Behov for at lave noget, jeg elsker
• Behov for at finde nye grænser i forhold til kolleger/chefer/samarbejdspartnere
• Behov for at skrue ned for ambitionsniveauet
• Finde fred med at jeg af og til laver fejl
  

Det har til gengæld givet, at:

• Jeg er blevet god til at holde pauser
• Jeg laver noget, jeg elsker
• Jeg laver noget, jeg er god til
• Jeg er god til at sætte grænser og fremsætte ønsker/krav over for mine omgivelser
• Jeg nyder, at jeg stadig kan lære nyt, men jeg behøver ikke være superwoman
• Jeg stresser ikke mig selv med min 'fejlfrihed'
  
• Jeg finder støtte i mange års erfaringer