Asocial, depressiv eller 'bare' under forvandling?

Noget af det, der har været sværest for mig at forstå og acceptere i forbindelse med overgangsalderen har været det udtalte behov for at være i mit eget selskab, der pludselig trængte sig på. I begyndelsen blev jeg bange for, om jeg var blevet asocial eller var på vej ind i en depression. For det er ikke noget, jeg tidligere har haft behov for. Jeg har ikke haft noget imod at være alene, når jeg vidste det var i en begrænset periode. Men nu er det som om, krop og sjæl kræver det for at kunne fungere ordentligt.
Jeg husker tilbage på min storesøster, der for år tilbage syntes, det bedste var at efterlade manden derhjemme og tage på camping alene, kun ledsaget af sin hund og en god bog. Dengang forstod jeg ikke en pind af det. Hvorfor i alverden foretrak hun det, fremfor at være i godt selskab med venner og familie.  I dag forstår jeg hende!
Hvis man betragter overgangsalderen som mere og andet end de fysiske og psykiske forandringer, mange af os oplever,  så giver det god mening. Nogle kalder det en midtlivskrise, den schweiziske Carl Jung kalder det individuation, en rejse hvorpå vi skal  blive til os selv. Der hvor vi (endelig) frigør os fra andres forventninger til, hvordan vi skal være, og tør stå frem som os selv. Den proces er ofte både kaotisk og smertelig. For hvem er jeg så?

Gøre klar til noget nyt
Undervejs skal vi smide gammel bagage, sørge over den kærlighed vi ikke fik, de børn vi ikke fik eller de drømme, vi ikke turde leve ud. Det er også i denne periode, mange lader sig skille, rydder ud i vennekredsen, skifter job, drosler ned og ændrer livsstil. Mange bliver optaget af den åndelige side af vores liv. Du kan ligefrem opleve en åndelig hunger, som om der mangler noget, ligesom du synes, at den konkrete verden bliver uinteressant og underordnet.
Personligt oplevede jeg en følelse af noget nyt, der begyndte at spire indeni, da jeg først havde accepteret, at jeg ikke kunne blive mit gamle selv igen, ligesom et tulipan-løg, der begynder at spire i det spæde forår.
Hvis du betragter overgangsalderen som et nyanlagt blomsterbed, som du dagligt skal kigge til, vande, luge i, give de nye planter en blomsterpind at støtte sig op af og et  insekt-net, så det ikke bliver angrebet af utøj. Så er det den samme form for omsorg, vi skal huske at udvise overfor os selv.
Når noget nyt er på vej, er vi mere sarte, mere trætte, vi skal slå rødder i en muld, vi ikke er bekendt med, vi skal vandes og gødes jævnligt, skærmes mod mennesker og situationer, der dræner os - og have fred og ro til  at samle kraft til igen at kunne blomstre.
Set i det perspektiv, er du hverken asocial eller depressiv men under forvandling.
Og ligesom et blomsterbed så tager det tid, før resultatet folder sig helt ud.