På ferie med overgangsalder

anete-lusina-GOZxrAlNIt4-unsplash.jpg

Termometret står på smukt, kalenderen på ferie, og puha... kroppen går amok.

Nogle dage kan man godt ønske sig overgangsalderen hen, hvor peberet gror. Fortsætter varmen, ligesom sidste år, eller skal du sydover, kan du godt opleve, at symptomerne tager til. Døjer du med hedeture, så har de det med at tage til, når temperaturen stiger. Det er som en radiator, hvor termostaten er gået i stykker, din kropstemperatur bliver ikke reguleret ordentligt. Du kan også opleve at få angst eller blive svimmel, når du kommer ud i lufthavnen eller befinder dig steder med meget støj, mange mennesker og uro. Situationer der ikke tidligere har generet dig. Ligesom maven kan slå knuder, fordi din kost er anderledes.  Vi spiser typisk mere usundt, når vi er på ferie. Vi drikker mere alkohol, mere kaffe, får flere kager, is og desserter.  Og det er med til at gøre symptomerne værre. Derfor er her et par tip til at komme godt igennem sommerferien:

  • Drik masser af vand, vand, vand. Især hvis du sveder meget og har hedeture. Det har også betydning for din nattesøvn.
  • Brug naturlig deodorant, der ikke stopper porerne under armene, f.eks. deo med mineralsk sten, der fås i helsekostbutikker.
  • Har du tendens til nervøsitet og angst og hedeture, så skru ned for kaffen, og drop morgenkaffen, den sparker til binyrerne, der begynder at producere stresshormoner.
  • Hold igen med hvidvinen, roséen og de andre drikke med alkohol. Din lever er i forvejen på overarbejde i overgangsårene. Så vær god ved den ved at spise f.eks. bitre salater som rucola.
  • Styr uden om det hvide brød og  pommesfrittes og de søde sager. Og vælg frugt og grønt og nødder som snack.
  • Spring ikke måltider over, selv om det varmt. Det er vigtigt at holde blodsukkeret stabilt, det har stor betydning for dit velbefindende. Også i varmen.
  • Sæt ambitionsniveauet ned. Måske skal du mest dase i denne ferie? Aktiv ferie er muligvis ikke en god ide for dig. Det betyder ikke du, at du blot skal ligge på langs. Det er vigtigt at bevæge sig, men moderat. Lange udmagrende vandreture, cykelture i bjerge eller løbeture i 30 graders varme rimer ikke på overgangsalder. 
  • Drop museumbesøgene med timelange køer og andre turistattraktioner med mylder, hvis de nervesystem også er overophedet.
  • Gør som sydeuropæerne - hold siesta.
  • Tillad dig selv at lave ingenting og nyd det.
  • Glem ikke at afstemme forventningerne til ferien med din familie, venner eller rejsefæller.

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar