En universel overgangsalder

Når vi igen må bevæge os ud i livet, tror jeg ikke, vi vender tilbage til mere af det samme. Jeg tror corona- krisen er en kollektiv øjenåbner, et tiltrængt bevidsthedsløft, en overgangsalder på et universelt plan, hvor vi bliver tvunget til at se på, hvordan vi lever, hvordan vi behandler hinanden, hvordan vi spiser, bor, rejser, handler. Vores grundlæggende værdier skal have et eftersyn. Behovet for at leve mere på indersiden i stedet for ydersiden af os selv bliver tydeligt.
Vi finder ud af, at verden eller vores liv ikke nødvendigvis bliver dårligere af, at vi sætter tempoet ned, og i en periode ikke kan rejse, arbejde, ikke kan handle andet end det mest nødvendige, og vi i det hele taget er begrænsede. 

Begrænsninger føder nye ideer, nye måder at være sammen på og nye tilstande. Vi finder tidligere tiders sysler frem. Boghandlerne melder om stort salg af puslespil, de sociale medier flyder over med hjemmebag, de store unger er måske flyttet hjem igen, fordi det er hyggeligt og trygt at være tæt på familie i en tid, hvor socialt samvær er begrænset. Forureningen er reduceret, moder jord har fået et pusterum. Vi skal være solidariske, igen.

Så på mange måder minder denne kollektive krise om den, kvinder oplever i forbindelse med overgangsalderen.
Den konkrete, ydre verden giver ikke længere svarene på dine spørgsmål. Du må søge indad for at finde svar. Det kræver ro og stilhed og tid alene. Et behov for at komme dybere ned i mulden, længere ind til kernen af det, der giver livet fylde. En kaotisk, sorgfuld og smertefuld proces, hvor man kan opleve, at tilværelsen ikke længere er den samme. Du kan pludselig ikke det samme, har ikke overskud og energi, dine gamle værdier opløses måske, og for en tid kan det føles som om, man rager rundt i uvisheden. Mennesker, aktiviteter og ting, der før bibragte dig glæde, mister deres betydning. 
På den anden side af kaos, frygt, sygdom og smerte opstår nye indsigter. En ny bevidsthed melder sig. Meningsløshed bliver afløst af en vished om, at alt er, som det skal være, og du finder en ny form for styrke, selvom du har forladt det velkendte.
Noget nyt er begyndt at spire, livet åbner sig på en ny måde, hvis vi tør tage imod invitationen og tage livtag med det kaos, der går forud.