Dit liv bliver sat under lup i overgangsalderen
INDRE OPRYDNING: Måske troede du, ligesom mig, at når du blev midaldrende, så kunne du endelig læne dig tilbage og nyde frugten af din hidtidige indsats. Nyde at have fundet din rette hylde i livet, se børnene klare sig selv, have styr på økonomien og have fundet fred med dine indre dæmoner.
Men sådan er det typisk ikke. Snarere tværtimod. Det kan være svært at forstå, særligt hvis du er ganske tilfreds med dit liv. Men når peri-menopausen, indflyvningen til den egentlig overgangsalder, melder sig, så kommer alle dit livs uløste konflikter og udfordringer tilbage for fuld styrke. Det er som om, den store, universelle lup bliver holdt hen over dig og udstiller alle sprækkerne. Det er således nærmest umuligt at træde ind i overgangsalderen uden at slæbe en vis portion angst, vrede, sorg og skuffelse med sig.
Tidligere har du måske kunne håndtere de besværlige følelser ved at overhøre dem eller lukke dem helt ude. Men når hormonspejlet begynder at flytte sig, så mærker du det også i dit nervesystem, og så virker den strategi ikke længere. Du kan blive overmandet af sorg, angst og vrede. Måske er du depressiv, eller du føler dig som en trykkoger, der er ved at eksplodere ved den mindste uretfærdighed.
Hvem er jeg nu?
Nogle kvinder bliver forskrækkede over, at de ikke længere, kan lade ting passere med et overbærende smil, og får dårlig samvittighed over at være blevet den sårbare og vrede kvinde, der skælder ud og siger fra. Det giver ikke bare rystelser i de nære omgivelser, blandt børnene og i parforholdet, det piller også ved dit eget selvbillede. For hvem er du nu? Hvad er der på færde?
Nogle vil kalde det en livskrise, der udløses samtidigt med overgangsalderen. Den amerikanske gynækolog Christiane Northrup har en anden forklaring, nemlig at hjernen bliver forandret, når hormonspejlet ændrer sig. Og det betyder også, at kvinder i overgangsalderen får et skarpere blik, når det gælder uretfærdigheder, og modet til at sige fra over for dem. Måske oplever du, at ting du tidligere blot tænkte i dit stille sind, begynder du at sige højt. Som om der er røget et filter af. Den schweiziske psykiater Carl Jung kalder det individuation, det tidspunkt i livet, hvor vi skræller lag af og for at kunne fremstå som den, vi i virkeligheden er.
Den vildeste vækstperiode
Til at begynde med er det ubehageligt og ukendt, men hvis du tør kigge dit liv efter i sømmene, kan overgangsalderen blive en periode, hvor du kan hele gamle sår, slippe af med årelange, destruktive tankemønstre og kommer i kontakt med din kreative kraft.
Da jeg stod midt i det, var det som nogle havde taget mit indre kompas. Det jeg altid har styret mit liv efter. Pludselig kunne jeg ikke finde hovede og hale i, hvad der var rigtigt for mig eller beslutte, hvilken vej jeg skulle gå. I lang tid havde jeg mistet overblikket og kontrollen over mit liv, hvilket var voldsomt angstprovokerende. Og selv om det har været en hård omgang, så er overgangsalderen med al det kaos, smerte og sorg den har ført med sig, samtidigt den vildeste vækstperiode.
Men det kræver, at du er indstillet på at arbejde med at:
- Tage ansvar for problemerne i dit liv
- Stoppe med at se dig selv som offer
- Gå gennem smerte og sorg over de ting i dit liv, som ikke gik, som du ønskede
Til gengæld vil du vil opdage, at du kan genopfinde dig selv, finde ny kræfter og leve et sundere, gladere og mere meningsfuldt liv på den anden side af din 50 års fødselsdag.
0 kommentarer
Skriv en kommentar