Træn din hjerne: Gør noget uvant

man-5572871_1920

OVERBEVISNINGER: I overgangsalderen kan det til tider føles som om, du har fået en anden hjerne. Du kan have svært ved at huske, og nogle dage er det som om, du ikke kan tænke to sammenhængende tanker. Du kan også opleve, at der er dage, hvor du har svært ved at bevare overblikket over dine arbejdsopgaver. Og det er ikke så underligt, for hjernen bliver også påvirket af de hormonelle forandringer, der sker i disse år. Forandringer i hormonspejlet har også indflydelse på, at tankerne pludselig begynder at myldre, og du kan opleve dig selv som værende mere sart og bekymret.

Det kan føles som om, du er blevet overtaget af en 'sur dame', der ser verden gennem et par mørke briller, og tidligere tiders ubekymrethed og positive syn på din omverden er som forsvundet som dug for solen.  

At arbejde med dit personlige tankegods i disse år kan gøre en stor forskel på, hvordan du fungerer. Det har muligvis ikke været nødvendigt tidligere. Det er det nu, fordi vi har tendens til at tænke de samme (negative) tanker, der kommer til at styre vores adfærd og vores oplevelse af, hvem vi er, og hvad vi kan. Det bliver meget tydeligt i overgangsalderen. 

Vanens magt

Måske kender du oplevelsen af knap at have slået øjnene op om morgenen, før tankekværnen begynder. Og det er ikke de lyse og positive tanker, der melder sig. Tværtimod. Det er frygtsomme tanker om dagen eller fremtiden. Så du gør klogt i at begynde at træne din hjerne. Og det kan du relativt nemt ved at gøre noget, der er uvant. 

I starten vil det måske være ubehageligt, for hjernen kan bedst lide at gøre noget, der er velkendt. Du sidder måske på den samme plads ved dit spisebord? Drikker altid af en særlig kop? Sover i den samme side af sengen? I det hele taget navigerer du gennem dagen ved hjælp af en række ritualer.

Det er der intet i vejen med, men hvis du ønsker at ændre noget i dit liv, så skal du begynde at gøre noget anderledes.  Ofte fortsætter vi med at gøre, som vi plejer, mens vi forventer, at noget skal ændre sig. Men det, vi i virkeligheden gør, er, at lever vores liv på ’repeat’.

Husk på, at en vane eller overbevisning består af en række ubeviste tanker, adfærdsmønstre og følelser, som du har gentaget så mange gange, at de er blevet til et ’program’ i din underbevidsthed. Så længe du er bevidst  på vanen, kan du styre uden om den. Men så snart du flytter dig fra dit her og nu, og begynder at ruge over fortiden eller gruble over fremtiden, så tager underbevidstheden over, og vanen har igen magten. 

Og det gælder ikke bare dine dagligsrutiner. Prøv at læg mærke til, hvor dine tanker har tendens til at vandre hen, og hvis du ikke bryder dig om, hvad de tanker afstedkommer af følelser, så prøv at leg med nogle nye tanker, der bringer dig andre og mere positive følelser.


2 kommentarer

Helle Mortensen
 

Befriende at læse dine vise ord. Tak for du deler dine egne erfaring med OA - det gir mig lidt ro i min nuværende hverdag/kamp

TAK ♥️

Læs mere
Læs mindre
Dorthe Oxgren
Admin
 

Kære Helle, Tak for roserne. Det glæder mig. Jeg ved jo af egen erfaring, hvor fortvivlet man kan være i overgangsalderen over, at ingen synes at kunne forstå eller forklare, hvad der er på færde. Men heldigvis varer det ikke ved. Det bliver bedre:-)

Læs mere
Læs mindre

Skriv en kommentar