Styrk dit selvværd i overgangen
At arbejde med sit selvværd er ikke bare berigende, det er også ofte også en nødvendighed, når vi rammer overgangsalderen, fordi vi her bliver konfronteret med vores overbevisninger om, hvem og hvad vi er. Og det er højst sandsynligt, at du er nødt til at justere på dine overbevisninger, så de passer til det menneske, du er i dag. Ligesom vi skifter garderoben ud efter årstidernes skiften, så kan det være nødvendigt at ændre sine overbevisninger for at kunne leve det bedst mulige liv.
Jeg led selv af den misforståelse, at mit selvværd ikke fejlede noget, lige indtil overgangsalderen ramte, og mit vanlige energiniveau forsvandt fra den ene dag til den anden. Udover de mange symptomer, der stod i række for at bosætte sig i min krop og psyke, så var jeg oveni helt og aldeles udmattet, og det gjorde ikke tilstanden bedre. For nu kunne jeg ikke længere knokle derudaf for at bevise mit værd. Hvem var jeg nu? Det var ikke nogen rar erkendelse.
Overbevisninger går i arv
I mit barndomshjem blev vi flasket op med arbejdsomhed, punktlighed og ordentlighed, og blev rost derefter, og de overbevisninger har jeg således arvet og levet mit liv ud fra. Ikke bevidst, det var bare sådan, det var. Der er ikke noget galt med de værdier, men måske er de også lidt ensidige, og så var de født i en anden tid, hvor arbejdspresset var et andet, tempoet i verden var langsommere, og forventningerne til det gode liv mere afdæmpede.
Det var først under en terapisession hos en psykolog i begyndelsen af min overgangsalder, at det gik op for mig, at jeg havde forvekslet selvværd og selvtillid. Psykologen udfordrede mig på mine grænser og min selvrespekt, og sendte mig op i det røde felt. Hvad bildte hun sig ind.....men jeg måtte sande, at der var noget om snakken. Set i bakspejlet havde jeg i årevis, som en halekuperet hund, rendt forgæves rundt efter min egen hale, påtaget mig ansvar for opgaver og mennesker, som ikke var mit, og slidt mig selv tynd. Jeg havde bildt mig selv ind, at jeg skulle og kunne overkomme det hele.
I kontakt med behov og ønsker
At arbejde med sit selvværd handler bl.a. om at komme i kontakt med egne behov og ønske - at opdage sin egen værdi. For når du opdager, at også du er værdifuld og har ønsker og behov, der skal opfyldes for at du kan trives, så bliver det meget nemmere at mærke sine grænser og ikke mindst at sørge for, de ikke bliver overtrådt af andre mennesker. På arbejdspladsen og i privaten. Det bliver tydeligt i overgangsårene, når vi har hakker i selvværdet, fordi vi ikke har den samme råstyrke til rådighed som tidligere.
Når du styrker selvværdet, mærkes det på nervesystemet, din søvn - og ikke mindst dit humør og din livskvalitet.
Hold øje med følgende, og læg mærke til den spænding, der opstår i kroppen, når du ikke lytter til dine egne behov:
- Du begynder at tænke: jeg burde eller skulle
- Du bliver irriteret på andre, fordi de burde da kunne forstå at....
- Du siger ja til (for mange) aftale/opgaver, du bare ikke gider
- Du bliver gal eller udmattet, fordi du har kørt dig selv for hårdt
- Du kritiserer dig selv
- Du er hele tiden i aktivitet
- Du er nøjsom overfor dig selv, men generøs over for andre
- Du tager ansvar, som ikke er dit
- Du undlader at tage hensyn til dine egne behov, ønsker og følelser
- Du siger ja, selv om du inderst inde mener nej
- Du har behov for kontrol
- Du har tendens til at være perfektionist
Har du lyst til at udforske og styrke dit selvværd gennem individuel hypnoterapi, så kan du kan du læse mere HER
0 kommentarer
Skriv en kommentar